MAD- OG MÅLTIDER I BØRNENES BY
Vi ønsker at børnene i Børnenes By får mad af høj kvalitet og at de får mulighed for, at udvikle et naturligt forhold til mad. Vi ønsker at støtte børnene i, at blive madmodige og maddannede. Dette opnås ved tværfagligt samarbejde mellem ernæringsuddannet køkkenpersonale samt pædagogisk personale.
I Børnenes By har vi en kommunal frokostordning. Frokostordningen er vedtaget af forældrene og kan ikke fravælges medmindre en lægeerklæring påviser, at barnet skal have specialkost. Vores ernæringsuddannede køkkenpersonale imødekommer stort set al specialkost. Det er vigtigt for os, at så mange børne som muligt inddrages i det fællesskab som vores frokostordning bidrager til.
Ordningen omfatter to måltider: frokost samt eftermiddagsmad. Madplaner og opskrifter er udviklet af proff.bach. i Ernæring og Sundhed og følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens anbefalinger for kost til børn i alderen 0-6 år. Madplaner løber over en periode på ca. en måned forstået på den måde, at der hver mandag i en måned serveres samme ret, hver tirsdag i en måned serveres samme ret osv. Dette gøres for at skabe genkendelighed hos børnene. Børn er naturligt skeptiske overfor ukendt mad og har derfor brug for mange eksponeringer for ny mad, for at synes om det.
Vores madordning er i overvejende grad økologisk (ca. 90% økologi), vi vægter at maden er hjemmelavet og af lokale råvare i sæson. Vi serverer både vegetarisk mad samt kød og fisk og går meget op i, at kødet fra de dyr vi spiser skal have haft et godt liv.
Morgenmad indgår ikke i vores frokostordning, men er en del af dagtilbuddet. Der er fokus på, at servere en sund men simpel morgenmad fx havregrød, havregryn med mælk og frugt, brød eller grød fra dagen før.
Børnene medbringer selv en formiddagsmadpakke. Vi opfordrer til, at forældrene gør madpakken alderssvarende så barnet styrkes i at være selvhjulpen. Vi opfordrer til, at madpakken indeholder:
•Lidt frugt og grøntsager
•Et stykke groft brød fx rugbrød/grov bolle/knækbrød med smør/pålæg
I både vuggestuen samt børnehaven medbringer alle forældre en drikkedunk til deres barn med vand. Vi opfordrer kraftigt til, at der udelukkende er vand i drikkedunken. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn som udgangspunkt drikker vand i hverdagen.
At have en madordning rummer langt mere en blot den mad der serveres. Når børn og voksne spiser det samme, skabes et fint og lærerigt fællesskab. Dialogen omkring mad og måltid giver rig mulighed for, at udvide børnenes ordforråd og giver kendskab til madvarer og deres farver og konsistenser. Samtidig giver fællesskabet en social forståelse for, at maden skal deles og sendes videre. I Børnenes By handler måltidet ikke kun om at blive mæt og at få kroppen fyldt op med god næring, det er et læringsrum, hvor børnene bl.a. udvikler deres sanser, deres selvhjulpenhed, deres sprog og deres relationer.
I Børnenes By har vi fokus på bæredygtighed. Det udmønter sig i hverdagen hvor vi arbejder med affaldssortering, madspild osv. Den bæredygtige tankegang gør sig gældende for hele måltidet. Vi inddrager børnene i klargøring af måltidet, vi har fokus på tid, nærvær, dialog og hygge under måltidet og efterfølgende inddrages børnene i oprydningen hvor de selv skraber tallerknerne fri for madrester, kører rullevognen tilbage til køkkenet osv.
Vi har en jord-til-bord tilgang til mad og måltid hvilket fx indebærer at vi dyrker grøntsager i vores orangeri, har en udendørs køkkenhave med grøntsager, bærbuske og krydderurter samt laver pædagogiske aktiviteter hvor børnene fx inddrages i madlavning, ser hvordan en fisk fileteres og smager på lever.
I Børnenes By er vi bevidste om vigtigheden af, at børnene lærer at forholde sig fornuftigt til sukker. Det vil sige, at de bliver bekendte med, at sukker og søde sager ikke hører til hver dag, men kan være ok til særlige lejligheder. Vi ønsker at skabe dialog og viden omkring, hvordan andre alternativer kan være ligeså lækre og ”syndige”. Vi har ingen nul-sukker politik men den mad vi serverer, vil som oftest være sukkerfri. Vi tilsmager maden med naturlige sødestoffer som tørret frugt, honning, ahornsirup, frugtmost og agavesirup.
Det vil kunne forventes, at der ved særlige lejligheder såsom fødselsdage, afslutninger, højtider, fastelavn og på meget varme dage kan forekomme sukkerholdige fødevare.
At have fødselsdag er en stor ting for barnet og indebærer ofte uddeling af lækkerier. I Børnenes By har vi den holdning, at vi gerne vil have fokus på barnet og glæden over at dele ud, og ikke på hvad der deles ud. Vi opfordrer dog kraftigt til, at barnet kun deler 1 ting ud. Vores køkkenpersonale vil altid meget gerne være behjælpelige med idéer til, hvad der kan deles ud som ikke indeholder tilsat sukker. Tag blot fat i dem og rådfør jer Idéer til lækkerier som kan deles ud til fødselsdage:
•Daddelkugler fx m. bønner, nødder og kakao
•Hjemmelavede müslibarer (der findes et hav at sundere udgaver)
•Muffins sødet med dadler eller bananer
•Bananpandekager m. bær i dejen
•Klatkager af grødrester
•Snegle ala kanelsnegle m. daddel-kanelfyld
•Havregrynscookies
•Frugt/grøntanretninger m. melon, bær, miniagurker, cherrytomater, mandariner osv.
•Pølsehorn m. kyllingepølser og grov dej
•Pizzasnegle
•Små ”slikposer” m. tørret frugt, nødder (kun til børnehavebørn), frugt/grønt
•Hjemmelavet smoothies/milkshakes
•Hjemmelavede is:
– Frugtudgave: Banan, vindruer, vandmelon på spyd, dyppes i mørk chokolade og drysses evt. med frysetørrede hindbær eller kokos og fryses – Flødeudgaven: Fløde, frosne bær, evt. vaniljekorn og lidt honning/ahornsirup blendes og kommes i is forme og fryses
•Sun Lolly is (gerne den økologiske udgave) eller aflange, runde flødeis på pind (Mærket ”Grøn Balance” laver fx en udgave med 10 økologiske is i en pakke som ikke er særlig dyre)
•Pølsehorn og pizzasnegle fra frost eller fra en bager
•Gulerodsboller eller rosinboller (hjemmelavede eller fra en bager) med smør







