• Lindøalléen 77, 5330 Munkebo

  • Budget: 40 mio kr.

  • Størrelse: 1.825 kvm

  • Start: Marts 2021

  • Slut: Efteråret 2022

Kære alle forældre.

Året 2022/2023 i Børnenes By er ved at have nået sin afslutning og vi i bestyrelsen vil i den forbindelse gerne fortælle om vores arbejde og reflektere over de aktiviteter og særlige begivenheder, der har gjort det forgangne år til noget særligt. Det har nemlig været et fantastisk år fyldt med sjov, læring og dannelse af nye fællesskaber i det nye fælles børnehus/dagpleje i Munkebo.

En af de helt store begivenheder var selvfølgelig indvielsen af det nye børnehus, som fandt sted d. 28. oktober med et stort fremmøde af børn og forældre.
Det var en stor milepæl at flytte ind i de nye bygninger, der forhåbentlig allerede har skabt gode rammer for børnenes trivsel, læring og udvikling.

De nye faciliteter muliggjorde også afholdelse af forældrekaffe på stuerne, hvor især påske-forældrekaffen i april var velbesøgt, og hvor der blev sået karse i orangeriet og klippet påskeharer og -kyllinger i fælleskøkkenet til den helt store guldmedalje. Forældrekaffemøderne er en værdifuld mulighed for at skabe dialog og samarbejde mellem såvel forældre og medarbejdere som forældre i mellem, så i bestyrelsen håber vi på fortsat stor tilslutning og fremmøde til forældrekaffe.

Vi skal dog ikke glemme, at både lygtefesten i januar og bedsteforældre-/tag-din-bedste-voksne-med-dag i maj også var med stor tilslutning fra børn og voksne. Solen skinnede, da Børnenes By blev forvandlet til en fin og farverig have af de mange medbragte planter og blomster. Vi vil i den forbindelse gerne sige tusind tak til Brian fra Rema1000 i Munkebo for at sponsorere planter og jord til projektet og for at støtte fællesskabet og de gode oplevelser i Børnenes By!

I forældrebestyrelsen har vi arbejdet med to overordnede principper vedrørende kommunikation og forældresamarbejde, som vi sammen med medarbejdere på forskellige måder har forsøgt at implementere i vuggestue, dagpleje og børnehave. Vi ønsker at styrke læringsmiljøet og vigtigheden af at opbygge et stærkt fællesskab med en god tillid mellem hjem og institution. Vi vil derfor gerne sige en stor tak til alle forældre og medarbejdere i Børnenes By for det engagement, I har vist i dette år, og vi er sikre på, at et godt samarbejde og engagement fra jer forældre er med til at gøre Børnenes By til et fantastisk sted at være for vores skønne børn.

Vi ønsker jer alle en dejlig sommerferie fyldt med sol, eventyr og afslapning.

Venlige hilsner

Forældrebestyrelsen i Børnenes By.

Del denne historie, vælg din platform!